Absolut intet. Ja, det vil sige, jeg har netop haft besøg af en olm og gal formand for grundejerforeningen, som bestemt mente, at der var ryddet ordentligt. Bl.a. brugte han argumentet at det jo ikke kunne gøres bedre for de penge man betalte. I øvrigt var der ingen tvivl om, at formanden kom her hen med den bagtanke at han, hvis han opførte sig højrøstet og vredt nok, ville kunne få mig til at trække klage tilbage. Desværre, for ham, er jeg ikke indrettet sådan, at jeg er let at få til at klappe i. Man kan ikke bare få mig til at ændre holdning, især ikke når jeg ved jeg har ret. Han kan jo ikke påstå at vej og sti er ryddet ordentlig når jeg utallige gange ikke har kunne færdes med rollatoren pga. sne og is.
Han påpegede også, at dette jo var en c-vej, hvilket jo er helt uden relevans når det er en privat-fællesvej. I næsten samme åndedrag snakkede han om at der på denne vej var ryddet ekstremt pænt i forhold til så mange andre villaveje. Hvortil jeg svarede, at jeg jo kun kan forholde mig til, at jeg skal kunne færdes der hvor jeg bor - hvordan de gør det andre steder, steder hvor jeg ikke skal færdes, er mig lige meget. Det er jo heller ikke relevant for denne situation.
Det er bare sådan, at aftalen der er indgået siger, at snerydderen skal rydde således, at vi opfylder lovens krav - og det gør vi ikke som det er nu. Så hvorfor ikke tage fat i den mand man har hyret til det og påpege, at det ikke er godt nok, at der er kommet klager og om han kan gøre det på en anden og bedre måde og måske endda lade være med at "springe over hvor gærdet er lavest".
Det er ikke let at se ud over ens egen næsetip og endnu sværere er det at indrømme hvis man har overreageret eller begået en fejl. Om end jeg ikke fik ham til at "gå over på min side" og indrømme, at der ikke var godt nok ryddet, fik konstruktive forslag, ham dog til at gå herfra med besked om at han ville tage det op med bestyrelsen og ville bede vognmanden om at gøre det bedre fremover.
(Men jeg tror nu først på det når jeg ser det.)
Absolutely nothing. Well, that is, I’ve just had a visit from a very mad and angry president of the houseowners' association who was of the opinion that the snow clearing was very good.
Amongst others he used the argument that it couldn’t be done any better with what we’re paying for it now. By the way, there should be no doubt that the president came here with the ulterior motive that he, if he behaved loudly and angrily, would be able to make me withdrawal my complaint. Unfortunately, for him, I am not made in a way that makes it easy for me to shut up. One can not make me change my opinion, especially if I know that I am right. He can not claim that the road and the path have been cleared properly when I numerous times haven’t been able to walk about with the walker due to the snow and the ice.
He pointed out that this is a category C-road, which is without any relevance at all since this is a private road. In the same breath he talked about this road being cleared extreme good in comparison to most other private roads. To this I replied that I can only relate to the fact that I have to be able to go about where I live – how they do it other places – places that I don’t have to walk around – doesn’t matter to me. It isn’t relevant to my situation.
It just so happens that the arrangement that’s been made with the contractor who’s to clear away the snow says that he is to clear away the snow so that we uphold the law – which we do not do now. So why not talk to the contractor we’re paying and point out that it’s not good enough, that there have been complaints and ask if there isn’t some better way to do it and maybe even tell him not to “cut corners”.
Seeing further than the end of ones own nose isn’t easy and it’s even harder to admit that you have overreacted or made a mistake. Although I didn’t “make him switch to my side” he left here admitting that the clearing of the snow hadn’t been good enough and he even left saying that he would bring up the matter with the committee and he would ask the contractor to do a better job in the future.
(But I’ll believe it when I see it.)
19. februar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar